|
Spændte og forventningsfulde mødtes 3 FDF’ere i Kastrup lufthavn, for at drage af sted til årets Euroforum, som i år afholdtes i Schweiz.
Vi skulle bo på et bjerg, i nogle gamle militærbygninger, sammen med mennesker fra mange andre lande: Belgien, Schweiz, Italien, Spanien, Holland, Tyskland og Malta.
Kursets tema var ”In and Out”. I løbet af kurset arbejdede vi med forskellige emner relateret til kurset tema. Fx arbejdede vi med tillid og menneskerettigheder. Emnerne blev bearbejdet gennem forskellige indendørs og udendørs lege, diskussioner og workshops.
Om fredagen var vi på vandretur i bjergene i strålende solskin. Vandreturen endte i en kirke, hvor vi holdt en gudstjeneste inden vi tog tilbage til lejren. Hver gruppe havde forberedt et bidrag til gudstjenesten, som fik et meget internationalt præg. Da vi kom tilbage, var vi godt trætte og solbrændte.
Aftnerne blev brugt på sociale aktiviteter. En aften havde vi international aften, hvor hvert land havde specielle ting med. Der var mad og drikkelse, som man kunne smage, men også ting man kunne købe og se. En anden aften legede vi en stor fælles leg, hvor holdene kæmpede mod hinanden, og den sidste aften blev der skruet op for musikken, og vi hyggede os.
I løbet af kurset kom alle deltagerne til at lære hinanden rigtig godt at kende. I de timer hvor vi havde pauser, var belgierne altid friske med en ny leg, og det var med til at ryste gruppen sammen.
Vel hjemme i Danmark igen er status, at kurset var en oplevelse for livet, med masser af spændende mennesker og oplevelser.
Janni Hedegaard Christensen
FDF Støvring – Danmark.
|