|
Samværsregler i FDF Landsdel 5
1.
Drenge og piger sover hver for sig
I forbindelse med arrangementer i FDF Landsdel 5, sover drenge
og piger hver for sig. Det vil sige i hvert deres soverum, telt
eller bivuak. Det er i hvert fald udgangspunktet, som skal
overholdes for at tage hensyn til den enkeltes
blufærdighedsgrænser, som kan variere meget fra person til
person.
På samme måde skal medarbejdere og deltagere som udgangspunkt
sove hver for sig.
Men der kan være omstændigheder, som umuliggør fuldstændig
kønsopdelt samt deltager-/medarbejderopdelt overnatning. Her er
det medarbejderens pligt – efter konkret anvisning fra
kursuslederen – at sikre, at overnatningen foregår under
hensyntagen til alle.
2. Der er adskilte toilet- og badeforhold for drenge
og piger
I forhold til toilet- og badeforhold er der også nogle regler,
som skal overholdes af hensyn til og i respekt for den enkeltes
blufærdighed ved omklædning og badning. I den forbindelse er det
vigtigt at understrege, at der er stor forskel på den enkeltes
grænser – og at det er hensynet til 'den svageste', der tæller
højest.
Derfor skal der være adskilte toiletforhold og badeforhold for
drenge og piger på alle arrangementer i FDF Landsdel 5.
Desuden bader medarbejdere aldrig sammen med deltagere af
modsatte køn, ligesom medarbejdere kun må bade sammen med
deltagere (af samme køn), hvis der er mere end én medarbejder
til stede.
Ovenstående gælder også i forhold til omklædningsforholdene ved
badning i sø, hav, pool eller lignende.
3. Vi bruger et ordentligt, sobert og respektfuldt
sprog
På alle arrangementer i FDF Landsdel 5 bruger alle, både
medarbejdere og deltagere, et ordentligt, sobert og respektfuldt
sprog. Sagt på en anden måde betyder det, at omgangstonen
hverken må virke stødende, nedsættende eller krænkende – og
altså ikke indeholde sjofle tilråb og ditto kommentarer.
Alle skal være opmærksomme på, at ens bemærkninger ofte bliver
modtaget anderledes, end de var tiltænkt. Det kan altså sagtens
ske, at det, du siger, bliver opfattet stødende, nedsættende
eller krænkende, selv om de ikke var tænkt sådan. Så overvej,
hvordan dine bemærkninger bliver modtaget.
Medarbejdere på arrangementer i FDF Landsdel 5 skal altid være
rollemodeller for en ordentlig omgangstone, så derfor gælder
ovenstående i høj grad også medarbejdere indbyrdes.
4. Det skal efterstræbes, at der både er mandlige og
kvindelige instruktører
På kurser i FDF Landsdel 5 skal det efterstræbes, at der både er
mandlige og kvindelige instruktører. Dette er blandt andet
ønskeligt for at imødekomme situationer, hvor en deltager bliver
bragt i forlegenhed, fordi vedkommende ikke kan gå til en
instruktør af eget køn for at snakke fortroligt.
Men det skal dog understreges, at mangel på det ene eller andet
køn aldrig må komme til at stå i vejen for, at et kursus
gennemføres.
Hvis der på et kursus kun er instruktører af det ene køn, er det
vigtigt, at der tages hensyn til deltagerne af det køn, der ikke
er repræsenteret i instruktørflokken. Det er vigtigt, at ét køn
ikke får lov til at 'styre' kurset.
5. Kæresteri mellem en medarbejder og en deltager er
ikke tilladt
En medarbejder på et arrangement i FDF Landsdel 5, må ikke have
et forhold til en deltager på kurset. Det gælder, uanset om
vedkommende er over den seksuelle lavalder og uanset, hvor
ligeværdige de to måtte virke.
I forhold til samleje er FDF-arrangementer i øvrigt underlagt
straffelovens § 223, den såkaldte 'træner- og
skolelærerparagraf', hvori det hedder:
Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den
skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet
den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med
fængsel indtil 4 år.
Stk. 2; Med samme straf anses den, som under groft misbrug af
en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person
under 18 år til samleje.
Det betyder, at man, når man er medarbejder på et
FDF-arrangement, har fået deltagerne "betroet" til undervisning,
og derfor er det ulovligt at have samleje med en person under 18
år. Andre former for seksuel omgang er også ulovlige – det står
i straffelovens § 224.
Det har ingen betydning for lovligheden, at deltageren selv er
villig eller måske selv opfordrer til seksuelt samvær.
6. Alle medarbejdere er tjekket i Det Centrale
Kriminalregister
Til alle arrangementer i FDF Landsdel 5, hvor der finder
overnatning sted, er det et krav, at alle medarbejdere er blevet
tjekket for pædofile domme i Det Centrale Kriminalregister.
Ansvaret ligger hos kursuslederen.
Er en medarbejder blevet tjekket i anden FDF-forbindelse, kan
kursuslederen indhente oplysninger om medarbejdere i
forbundskontorets medlemsregister. Ellers er det kursuslederens
ansvar, at alle medarbejdere inden arrangementet udfylder en
rekvisition til de såkaldte børneattester, ligesom kursuslederen
skal sørge for at få svar fra kriminalregisteret og tage aktion,
hvis en medarbejder mod forventning skulle have en dom for
pædofili.
Rekvisitionen kan hentes på BlåNet eller rekvireres på
forbundskontoret.
7. Øl, vin, spiritus samt euforiserende stoffer er
forbudt
Hverken medarbejdere eller deltagere må medbringe eller indtage
øl, vin, spiritus samt euforiserende stoffer på arrangementer i
FDF Landsdel 5. Dette gælder også på hen- og hjemrejsen.
Hent
samværsreglerne her |