Afsted for første gang: Det hele er lidt vildere

Et smut op i rådhustårnet, oplevelser for livet og nye venner fra den anden ende af landet. I denne uge er 45 FDFere samlet til 7.-8. klassekursus på FDF Bycenter Rysensteen.

16. Feb 2017
Mai Christensen

Kurset startede mandag med en legende velkomst til alle deltagerne.

FOTO: Jesper Nord

-Hey, dig har jeg savnet!

13-årige Rasmus Frilev fra FDF Vester Hassing når lige at vende en Mariekiks i munden, inden 14-årige Oliver Bode fra FDF Esbjerg 2 slår sig ned ved siden af ham. Selvom de to ikke har kendt hinanden i mere end tre dage, er de allerede den slags venner, der savner hinanden efter et par timers adskillelse. Sammen med 43 andre FDFere fra hele Danmark er de taget på 7.-8. klassekursus midt i København på FDF Bycenter Rysensteen.

- Jeg har været ved at dø af grin flere gange, men det er jo ikke bare gak og løjer det hele. I dag har vi også været på et byløb, hvor vi kom til en post med et falskt færdselsuheld, og vi har også været oppe i rådshustårnet, fortæller Rasmus Frilev, inden en pige bryder ind.

-Det er jo FDF på en anden måde. Normalt er man kun til FDF i to timer, men her er det en hel uge, så man når jo at få meget mere med, siger 14-årige Malene Geesager fra FDF K 27.  

Afsted for første gang

7.-8. klassekursus er det første lederkursus, man kan deltage på som FDFer. Derfor er Jesper Nord, som er ansvarlig for kurset på Rysensteen, heller ikke i tvivl om, at det er afgørende, at deltagerne tager hjem med rygsækken fuld af redskaber til at kunne gå i gang med assistentarbejdet i kredsen.

-Vi gør det hele lidt større og lidt vildere, så deltagerne får en masse ideer, de kan tage med hjem i kredsen og bruge, siger Jesper Nord og fortsætter:

- Jeg kan selv huske, hvor fedt det var at få venner fra andre kredse og måske endda fra den anden del af landet. Det er mennesker, man kan blive ved med at tage på kursus med i mange år fremover, afslutter kursuslederen.  

Er du nysgerrig på, hvordan det ser ud, når der bliver holdt 7.-8. klassekursus på Limbjerggård? Så læs med i næste nummer af BLUZ!