500 FDFere tog på endagstur til Myanmar

Mandag i efterårsferien stævnede godt 500 FDFere sammen til en hæsblæsende dag på Friluftscenter Sletten. Her skulle de blandt andet lære Myanmar bedre at kende.

Mai Christensen

Ved ankomst til Sletten skulle FDFerne igennem en paskontrol for overhovedet at kunne deltage.
FOTO: Bernt Nielsen

1076 FDFere drager landet over på FDF-kurser i efterårsferien. 524 af dem var i mandags samlet til fællesdag på Friluftscenter Sletten for at blive klogere på, hvad Myanmar egentlig er for en størrelse, og hvad det vil sige at leve med et militærstyre. Dagen skulle nemlig sætte fokus på FDFs internationale projekt ”Minglabar Myanmar”. 

-Vi har stort fokus på at give deltagerne noget med hjem til kredsen. Vi bestræber os på, at deltagerne kommer hjem med nye ting i rygsækken til kredsarbejdet. Derfor synes vi det var oplagt at give deltagerne bredere viden om vores internationale projekt, fortæller Majken Østergaard Jørgensen, der til daglig er aktivitetsmedarbejder på Friluftscenter Sletten.

 

Aktivister for én dag

Det gik derfor ikke stille for sig, da FDFerne mandag morgen ankom til den opstillede version af Myanmar. Her skulle deltagerne først igennem en paskontrol for derefter at besøge en stribe landsbyer i landet. Alt sammen for til sidst at prøve at leve livet som aktivister i et militærstyre. Dagens program skulle nemlig give deltagerne et indblik i, hvordan Myanmar er anderledes fra Danmark.  

-Formiddagen på fællesdagen var fyldt med aktiviteter, der understøtter projektet. Eftermiddagen skulle give deltagerne de helt unikke kursusoplevelser, som primært er tænkt som oplevelser til dem selv, forklarer Majken Østergaard Jørgensen.

 

En del af noget større

Når FDFere mødes til FDF-kurser i efterårsferien er der altså meget mere end bare sjov og ballade på programmet. Kurserne skal nemlig være et frirum, hvor deltagerne kan møde ledere og instruktører, der har noget på hjertet. På den måde skriver kurserne sig ind i FDFs ambition om at give børn og unge et ståsted at møde verden fra.  

- Det vi kan, når vi sammen holder fællesdag er, at vi kan vise, at vi sammen kan få ting til at ske. At vi ved fælleskraft kan skabe oplevelser for livet. Vi tror på, at det at indgå i forskellige fællesskaber, fra det helt nære til det helt store, giver en palet af opleverser og erfaringer, forklarer Majken Østergaard Jørgensen.

Dagen bød på en lang række aktiviteter. Blandt andet skulle deltagerne besøge forskellige landsbyer i Myanmar.
FOTO: Bernt Nielsen