Menighedsrådsvalg: FDF er en folkelig repræsentant

FDFere har viden om børn og unge, der kan komme det enkelte menighedsråd til gode. Det mener seniorpræst Jakob Rönnow, der ser FDF som en folkelig repræsentant. 

Mai Christensen

Jakob Rönnow var også med som præst på FDF Landslejr 2016.

FOTO: Noe Dam

Når der om få måneder skal være valg til menighedsråd landet over, bliver det i mange tilfælde med FDFere på de opstillede lister. Og det er langt fra ligegyldigt, at de blå skjorter også er repræsenteret her. Ifølge seniorpræst Jakob Rönnow er FDFere nemlig som folk er flest. Derfor vil FDFere i det lokale menighedsråd fungere som repræsentanter for den almene befolkning, mener han.

- FDF er en god folkelig repræsentant. Rigtig mange FDFere ved ikke ret meget om kristendommen, men ser sig selv som kristne. Derfor kan vi være repræsentanter for hovedparten af den danske befolkning, forklarer han.

Ikke en reklamesøjle

Seniorpræsten understreger dog, at FDF ikke skal være repræsenteret i det enkelte meninghedsråd for egen vindings skyld. Tværtimod mener Jakob Rönnow, at menighedsrådene vil have stor gavn af at kunne trække på FDFernes viden om børn og unge – og ikke mindst FDFernes praktiske erfaring med at stable arrangementer på benene.

-FDF skal ikke i menighedsrådet for at promovere FDF eller FDFerne, men menighedsrådet skal have gavn af vores viden om børn og unges behov. Vi har en viden om børn og unge i minikonfirmandsalderen. Det er lige nøjagtig kirkens behov, fortæller han og fortsætter:

-Hvis FDF er repræsenteret i det lokale menighedsråd er det en fordel for begge parter – både menighedsrådet og FDF. 

Stil op

Den 13. september 2016 er der orienterings- og opstillingsmøder i de fleste sogne i Danmark. Valget er den 8. november 2016.

Læs mere om opstilling i dit sogn