FDF Herning 2 leger med folkeskoleelever

FDF Herning 2 laver sjove aktiviteter for folkeskoleelever, og får nye medlemmer.

Trine Munk

 

Herning kommune har en SSP-ordning, der indebærer, at alle folkeskoler får en aktivitetsfolder udleveret, hvor foreninger tilbyder gratis aktiviteter i ferierne. Denne mulighed så FDF Herning 2 og kontaktede derfor kommunen for at høre, om de kunne byde ind med nogle aktiviteter.

Efter henvendelsen startede et godt samarbejde. Den første aktivitet FDF Herning 2 udbød, var en form for ”Master Chef”, som man kender det fra TV3.

- Vi havde sådan noget Master Chef, hvor børn kom og skulle lave noget mad. Vi havde nogle lege, og de skulle selv være med til at lave ingredienserne og lave maden over bål, fortæller kredsleder Michael Engsig Madsen. 


Skal give mening

SSP-ordningen bliver revurderet løbende, da det er vigtigt, at det giver mening for både børn og ledere.

FDF Herning 2 tænker hele tiden over om de har ledere der kan tilbyde aktiviteter, som er sjove for folkeskoleeleverne. I efterårsferien besluttede de at holde en aktivitet igen, denne gang var det en overnatning i det fri.

- Børnene kom hen på eftermiddagen, og hvor vi skulle lave nogle shelters, hvor de selv skulle bygge dem med reb og rafter - ja de blev udfordret. Det var så pointen, at de skulle sove i dem, og børnene elskede det, og levede sig virkelig ind i det, fortæller Michael Engsig Madsen.

FDF Herning 2 har efter sommerferien fået fem nye medlemmer på baggrund af sommerferieaktiviteten, hvilket er meget for kredsen, som består af 35 børn.