Ambitionen i fokus: Tilmelding til lederkursus åben

Der er nu åbnet for tilmeldingen til forårets lederkursus. Deltagerne kan se frem til en weekend i ambitions tegn, når kurset løber af stablen den 28.-30. april.

Mai Christensen

FOTO: Thomas Heie Nielsen

Sociale medier i kredsen, kredsens sociale ansvar og pædagogiske tips og tricks. Der er rigeligt at vælge imellem, når FDF Lederkursus løber af stablen i april. Kurset skal nemlig inspirere ledere til at udfolde FDFs ambition hjemme i kredsen, i udvalg, i netværk og på kurser. Netop derfor tager de 32 forskellige grupper, som deltagerne kan vælge imellem, udgangspunkt i FDFs ambition – gennem et fokus på relationer, leg, tro og samfundsengagement.

-Alle grupper er koblet op på én af de fire værdier i FDFs ambition. Det vil sige, at gruppen “Naturformidling for de mindste” er særligt knyttet sammen med leg. Vi synes, det er vigtigt, at der i alle grupper er god tid til at dykke ned i ambitionen og sammen prikke til hinandens holdninger og tanker - så vi gør os dygtige og bevidste om, at vi er med til at skabe et af børn og unges ståsteder her i livet, siger Simon Stagis, der er én af de ansvarlige for kurset.

Han tilføjer, at naturvejleder Martin Keller, der blandt andet er kendt fra TV-udsendelen Naturpatruljen, fredag aften vil holde foredrag om formidling i børnehøjde og komme med tips og tricks til at lære fra sig som FDF-leder.

En forlænget arm

Kurset løber af stablen den 28.-30. april på FDF Friluftcenter Sletten og den 30. april på FDF Bycenter Rysensteen i København. Det er derfor for første gang muligt at deltage i kurset på Rysensteen samtidig.

-Men rygraden i lederkurset er fortsat på Sletten, fordi vi tror på at glæden ved at være sammen og en god lejr-stemning er helt central på et kursus i FDF, forklarer Simon Stagis og fortsætter:

-Lederkursus 2017 er en forlænget arm af det tidligere kursus GUF og landslejrkurset for alle ledere forud for landslejren. Kurset er proppet med seje instruktører, der er klar med et stort udbud af grupper og moduler, afslutter han.