Lejeordning får flere i forbundsskjorten

Hos FDF Lemvig lejer man skjorter ud til kredsens yngste medlemmer. Lejeordningen har fået flere til at trække i den blå forbundsskjorte.  

Mai Christensen

Hos FDF Lemvig kan kredsens puslinge, tumlinge og pilte nu leje en skjorte. Ordning har fået flere til at trække i skjorten.

FOTO: FDF Lemvig

-Det er ret fedt. Alle børn og ledere bærer nu skjorte til FDF-møderne, og det giver altså et helt særligt sammenhold.

Sådan lyder det fra Ole Margon, der er kredsleder i FDF Lemvig. Kredsen har siden sæsonstart gjort det muligt for kredsens puslinge, tumlinge og pilte at leje en skjorte for 100 kroner per sæson. Det betyder, at medlemmerne nemt og billigt kan trække i en ny forbundsskjorte, når den gamle bliver for lille.

- Alle forældre var med på den. Efter en måned var den første vokset fra sin skjorte, og wupti, blev den byttet til en ny. Så nu mødes 15 til 20 velklædte FDFere til møde i Lemvig, siger Ole Margon.

Frem med forbundsskjorten

Ifølge Ole Margon handler lejeordningen både om at sikre, at børn såvel som ledere tropper op i den blå forbundsskjorte, men også om at sørge for, at alle skjorter bliver udnyttet fuldt ud.

- Vi havde fem skjorter i børnestørrelse liggende i depotet. Nye og uåbnede. Samtidigt fik vi en del nye puslinge-tumlinge, fortæller Ole Margon og fortsætter:

-Vi håber, at mange andre kan bruge ideen. Herfra kan det anbefales, for det gør faktisk en forskel, at vi kommer uge efter uge i den blå skjorte, afslutter kredslederen.