Én FDF-kreds var ikke nok i Lisbjerg

Lisbjerg er blevet en FDF-kreds rigere, så alle byens børn, uanset alder, kan gå til FDF.

19. Dec 2015
Mai Christensen

Opbakningen til den nye kreds i Lisbjerg er stor blandt både børn og voksne.

FOTO: FDF Lisbjerg.

Efter fire år med FDF-familie i Lisbjerg, opstod et behov for en ny FDF-kreds i byen. Børnene var simpelthen blevet for store til at være med i familiekredsen. Men give slip på FDF? Dét ville de ikke. Det har resulteret i en nystartet kreds i Lisbjerg med hele 12 medlemmer.

- Børnene er jo ved at blive større, så spændet i dag er fra nul til otte år. Så vi så behovet for at lave en kobling til en traditionel FDF-kreds, fortæller Morten Munk Friis, der til daglig er kredsleder i den nystartede FDF Lisbjerg.  

FDF Lisbjerg blev startet op i september og godkendt som kreds i midten af november. Netop fordi kredsen er nystartet, er et kredshus heller ikke kommet på tale endnu. Til gengæld har kredsen lånt sig til lokaler, som børn og ledere kan boltre i sig. 

- Vi fik lov til at låne lokalerne i beboerhuset i Lisbjerg. Familiekredsen holder til i sognegården og har fine faciliteter til de små børn, men vi ville gerne have nogle andre rammer, siger han.  

To kredse i tæt samarbejde

At den nye kreds ikke skulle være en udvidelse af familiekredsen, var ikke nogen let beslutning. Det var derimod en beslutning, der krævede mange overvejelser. Men bare fordi de to kredse ikke er under samme tag, betyder det ikke, at de ikke samarbejder. De to kredse i Lisbjerg er nemlig i tæt kontakt.

- Vi drøftede længe, om vi skulle lave det under samme kreds. Vi valgte til sidste at skille det ad, men vi har valgt, at kredslederen for familiekredsen også er med i den nye kredsbestyrelse. Så kan vi sikre koordinationen mellem kredsene, for eksempel til fælles lejre eller BUSK-arrangementer med kirken, forklarer Morten Munk.