Kreds fordobler medlemstal og får nyt navn

For bare to år siden var det nu tidligere FDF Næsbjerg-Øse tæt på en lukning. Men med en navneændring til FDF Nordenskov understreger kredsen en postiv udvikling med forældre i kredsbestyrelsen og et fordoblet medlemstal. 

Mai Christensen

Kredsens nye numlingehold i højt humør. Bestyrelsesmedlem Tanja Green sidder i midten.

FOTO: FDF Nordenskov. 

- Min søn har gået til FDF i flere år. Mange andre fritidsaktiviteter har været forsøgt, men FDF er den eneste, som han har holdt ved. Min søn elsker at lege uden, at konkurrenceaspektet skal være styrende. Så da medlemstallet i kredsen var ved at være kritisk lavt, og der var overvejelser, om hvorvidt den kunne fortsætte, valgte jeg at træde ind i bestyrelsen som forældre-repræsentant.  

Sådan lyder det fra Tanja Green, der er én af de forældre, der har trådt ind i det nu tidligere FDF Næsbjerg Øses bestyrelse og har været med til at sikre en navneændring til FDF Nordenskov. Navneændringen kommer efter, at kredsen er gået fra 18 medlemmer i 2016 til hele 37 medlemmer i 2017.

- FDF Næsbjerg-Øse har ønsket et navneskift til FDF Nordenskov. Nordenskov er den by, hvor kredshuset er og der, hvor de fremover ønsker at rekruttere medlemmer fra. Navneskiftet er en rigtig god historie om kreds, som jeg for to et halvt år siden havde møde med angående indstilling med henblik på lukning eller udvikling, fortæller Mette la Cour, der er forbundssekretær i FDF Landsdel 5.

En udtalelse, som Tanja Green bakker op om. Ifølge hende er det nemlig vigtigt, at kredsnavnet lægger sig op ad både kredsens placering og position.

- Det er vigtigt, at navnet på kredsen viser, hvor vi er idag. Øse var tidligere en større del af sognet, skolen har heddet Øseskole og før var der også FDFere fra Næsbjerg i gruppen. Næsbjerg har nu egen kreds, og det var vigtigt at hedde noget borgerne kunne forholde sig til, forklarer bestyrelsesmedlemmet. 

Numlinge og et kristent budskab

Forbundssekretær Mette la Cour understreger, at der er tale om en gruppe af forældre, som har sat en ære i, at byen stadig har et kristent tilbud til børn og unge.

- Forældrene er gået ind i bestyrelsen og har udover at sikre et navneskift, sikret renovering af kredshuset og et nyt hold med 15 numlinge, så de tilbageværende ledere kan koncentrere sig om at lave vedkommende børnearbejde, lyder fra forbundssekretæren.

Det er dog ikke kun de ”gamle” ledere, der er en del af børnearbejdet. Også Tanja Green har valgt at bygge ovenpå bestyrelsesarbejdet ved netop at blive leder for det nyopstartede numlinge-hold.

-Jeg er selv en af lederne, for jeg mener, at FDF kan give børn en masse og det vil jeg gerne tage aktiv del i. Her tænker jeg specifikt på udeoplever til børn i disse IT-tider. Så det er i min overbevisning et af de steder, man kan sætte lidt ekstra ind, afslutter bestyrelsesmedlemmet.