’I kredsen kan man få indflydelse hvis man vil’

Ny rapport fra DUF og Syddansk Universitet understreger, at den danske for­eningsmodel styrker den demokratiske deltagelse i samfundet.

Christina Gro Hansen

Foto: Thomas Heie Nielsen

Mange unge FDFere deltog i foråret i en undersøgelse initieret af DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd). Nu er resultatet kommet. 

FDF har en ambition om at skabe demokratiske og deltagende medborgere. Vi tror på, at vi gennem FDF skoler børn og unge, til at deltage i det store demokrati, fordi ”det lille demokrati” i en forening på mange måder fungerer som ”det store demokrati”. Den antagelse deler vi med DUF, men hverken FDF eller DUF har indtil nu, haft belæg for påstanden.

Derfor har Syddansk Universitet med DUF i ryggen undersøgt, hvad det betyder for den enkelte unge og fællesskabet, at en aktivitet dyrkes i en demokratisk forening. 

Med i undersøgelsen var udover FDF: SF Ungdom, Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Danmarks Unge Ka­tolikker, foreninger for rollespil, foreninger for eSport, håndboldklubber, fitnessforeninger, en kommunal skaterhal samt den kommunale ungdomsskole og ungdomsrådet i Syddjurs Kommune.


I FDF kan man få indflydelse

Alle FDFere mellem 16-30 år modtog i foråret et elektronisk spørgeskema for at kortlægge de unges fritidsaktiviteter og foreningsengagement. FDFerne biddrog her med den højeste svarprocent for de deltagende foreninger. Den kvantitative undersøgelse blev suppleret med kvalitative interviews. Fra FDF deltog kredslederen og unge fra FDF Beder-Malling. 

Eksempelvis er de unge blevet spurgt, hvordan de vil agere, hvis der var noget, de var utilfredse med i foreningen: Ville de melde sig ud, eller forsøge at ændre noget? 

 FDFerne svarer alle, at de vil forsøge at ændre tingene.

– Der er noget med FDF, åbenhed og fællesskab, der gør, at man nemmere kan sige sin mening, siger en af FDFerne. 

Rapporten konkluderer om FDF, at engagementet i det lille demokrati i kredsen har sit omdrejningspunkt i fællesskabet og aktiviteterne, hvor der er vægt på samarbejde og leg. Og at der er en opfattelse af, at unge kan komme til orde og få indflydelse, hvis de vil.