Spil relationerne i centrum

Nyt samtalespil skal give FDFs ledere redskaber til at tale om relationerne i kredsen.

Christina Gro Hansen

Det nye spil har mange forskellige elementer - briller, fotos og brikker.

En gruppe forbundssekretærer har udviklet et helt nyt samtalespil, der skal give FDFs ledere redskaber til at tale om relationerne i kredsen. Det er der god brug for, mener FDFs næstformand.  

– Den måde, vi er sammen på i FDF, bliver nogle gange sat på automatpilot. Vi er gode til at forholde os til aktiviteter, rammer og indhold, men vi er knap så gode til at tale om, hvordan vi er sammen. Tænk på et ledermøde, hvor meget tid der går med praktiske ting, og hvor lidt tid vi sætter af til at tale om relationerne, siger Iben Konradi Nielsen.  

Relationer fastholder

Målet med det nye spil er, at FDFs ledere ikke kun skal tale om mødeaktiviteter, men også have blik for kredsens børn, og hvordan de har det i kredsen.

– Er vi i stand til at se børnene, har de lyst til at blive hos os. Relationerne er langt vigtigere end aktiviteterne, det er dem, der fastholder børn i FDF, siger hun.

Iben Konradi Nielsen slår dog fast, at det ikke betyder, at alle ledere nu skal uddanneles til pædagoger for at være sammen med børn.

– Vi har bare ikke en tradition for at tale om det her, og mangler en bevidsthed og et sprog for relationerne. Det kan spillet forhåbentlig hjælpe på vej, siger hun.  

Spillet bæres ud

På landslejren vil forbundssekretærerne uddele det nye spil til en række kredse. Øvrige kredse vil få spillet udleveret, når de i løbet af efteråret får besøg af deres forbundssekretær i kredsen, møder dem på netværksmøder og lignende.  

–  Vi vælger at bære spillet ud til kredsene for bedre at kunne tilpasse brugen til den enkelte kreds, for at sikre hjælp til arbejdet med fællesskab og relationer og ikke mindst for at kunne følge op og se, om materialet virker. På den måde håber vi, at mange kredse kommer til at bruge spillet, og at kredsenes erfaringer kan være med til at kvalificere FDFs materialer fremover, siger FDFs udviklingschef Bitten Schjødt Kjær. 

2016 med fokus på relationer

I 2016 sætter FDF fokus på relationer mellem børn og voksne og på børnenes fællesskab. Relationsspillet markerer starten på arbejdet med udviklingsmålene omkring FDF og relationer, som landsmødet vedtog i 2014.