Giv ideerne videre

Der er masser af godeideer i FDF – vil du være med til at samle og sprede dem?

Christina Gro Hansen

Seniorkurserne tænker alternativt, når de laver gudstjenester for de unge. Foto: Bernt Nielsen

Når seniorkurserne om lidt byder seniorerne indenfor, er det blandt andet med gudstjenester specielt skabt til den her målgruppe. Det er nemlig noget, vi er rigtig gode til i FDF.

– Seniorkurserne er dér, hvor man kan skeje ud på gudstjenester og tænke nyt. Det er altid sjovt, men det er også en balancegang. Man skal ikke kun tænke form og sjove ideer – som at hænge præsten op i et træ, man skal stadig tage udgangspunkt i teksten og budskabet, siger Stine Lundsgaard, der er instruktør på Seniorkursus Sletten og formand for kursets forkyndelsesudvalg.

Gudstjenester på SKS kan indeholde skuespil, musik, tableauer, dialog, og foregå overraskende steder. Instruktørerne på kurset er dog opmærksom på, at det ikke skal være nyt og sjovt for enhver pris.

– Det er vigtigt at have gudstjenestens ritualer med, så man ved man er til gudstjeneste, og man ved, hvad man skal gøre, men for at fange de unge, er det nok nødvendigt at gøre noget andet også. Vi starter med budskabet, og så fylder vi ideerne på bagefter, siger Stine.

Samler de gode ideer

Som en del af "FDF i samarbejde med kirken" mangler FDF folk, der vil indsamle de mange gode initiativer, når det gælder nye former for gudstjenester for især unge, og sprede ideerne, så de kan inspirere flere.

– Der sker rigtig meget på forkyndelsesområdet i FDF. Der opstår masser af gode ideer, men vi kan godt blive bedre til at dele ideerne og inspirere os selv og andre udenfor FDF. Brænder du for den opgave, og har du lyst til at bidrage til, at FDF flytter sig på forkyndelsesområdet, så er det nu, vi gerne vil høre fra dig, siger FDFs generalsekretær Morten Skrubbeltrang, der kan kontaktes på ms@FDF.dk.