Glædelig jul

Formand og generalsekretær ønsker på vegne af landsforbundet glædelig jul.

Forsidefotoet på årets julekort - legende stemning på årets landslejrkursus. Foto: Thomas Heie Nielsen

Og det skete i de dage

at det udgik befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.

Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.

Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.

Også Josef drog op fra byen Nazareth i Galilæa til Judæa, til Davids by,

som hedder Bethlehem, fordi han var af Davids hus og slægt,

for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede barn.

Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde;

og hun fødte sin søn, den førstefødte,

og svøbte ham og lagde ham i en krybbe,

for der var ikke plads til dem i herberget.

 

Med linjerne fra Biblen, der fortæller om Jesu fødsel, og som vi hører hver juleaften i kirken, vil vi gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle en glædelig jul og godt nytår. Tak for samarbejdet og indsatsen rundt omkring i landet i året der snart er gået. Uden de tusindvis af voksne, der hver uge er med til at udfolde FDF for børn og unge i hele landet ville FDF ikke være til. 

”Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget”. Med disse ord fra juleevangeliet vendes der op og ned på alt det vi kender. Jesus kom til verden helt konkret som et lille, forsvarsløst barn.  

Jesus kom til verden og viste os også i dag, hvad det vil sige at være menneske. I FDF er også legen med til at gøre os til mennesker. Her kan vi lege og blive klogere på, hvad det vil sige at være menneske, hvad enten vi leger når vi alle er samlet eller i en lille gruppe hjemme i kredsen. Derfor er årets julekort også en lille leg. Så med den i hånden kan I hver især være med til at sætte legen på landkortet – også omkring juletræet. 

Snart sænker julefreden sig forhåbentlig over vores dagligdag både i og uden for FDF. Så er det tid til at tage en velfortjent pause fra hverdagen og være sammen med dem, vi holder af. Sammen om at fejre at det skete i de dage, at Maria fødte Jesus og lagde ham i en krybbe. 

På vegne af landsforbundet ønskes I alle en glædelig jul og velsignet nytår.  

Morten Skrubbeltrang, Generalsekretær                                                     Jonas Kolby Laub Kristiansen, Formand