FDF inviterer indenfor til Himmelske Dage

Den 5. til 8. maj løber kirkefestivalen ”Himmelske Dage” af stablen i København. FDF står bag flere af de arrangementer, som festivalen i dag har løftet sløret for.

Mai Christensen

Himmelske Dage er en kirkefestival, der har som mål at sætte troen i spil i det offentlige rum.

Kristi Himmelfartsferien kommer til at stå i nysgerrighedens tegn, når kirkefestivalen Himmelske Dage løber af stablen i København. Programmet byder på en bred vifte af debatter, gudstjenester og koncerter, der alle har det til fælles, at de lægger op til refleksion og diskussion om, hvad tro egentlig er for en størrelse. Derfor er FDF også at finde på programmet med flere arrangementer, der skal sætte troen i spil på en ny og eksperimenterende måde.

-Kirken skal holdes levende, og det kan FDF hjælpe med til. Ikke mindst ved at lave forskellige aktiviteter, hvor tro og samfund spiller sammen. Det er ikke fjernt for FDFere. Det er jo samfundsengagement. Her har vi en opgave i at være der, hvor troen og kirken er, fortæller Bitten Schjødt Kjær, der udover at være udviklingschef i FDF også er bestyrelsesformand for Himmelske Dage.  

Repræsentant for børn og unge

Himmelske Dage er et samarbejde, der går på tværs af kirkelige organisationer. Her er FDF bare én af de 60 organisationer og kirker, der står bag kirkefestivallen. For FDFs udviklingschef Bitten Schjødt Kjær er det helt centralt, at FDF er med til at gøre børn og unge til en del af festivalen. Derfor er der sideløbende med det officielle program også planlagt et helt program for børn – blandt andet himmelske lege arrangeret af FDF.

-FDF har en stor stemme i forhold til, at børn og unge skal tages alvorligt i deres tro, og at der skal være noget for dem i kirkelivet. I løbet af festivallen kan man afprøve sine egne holdninger. Det er en måde at finde ud af, hvem man selv er, når man prøver aktiviteter, hvor man er på dybt vand. Det er jo også at finde et ståsted, siger Bitten Schjødt Kjær.  

Der er gratis adgang til alle arrangementer under Himmelske Dage. Samtlige arrangementer finder sted i centrum af København.