Få inspiration til samarbejde med skolen

Nyt materiale udarbejdet af en gruppe frivillige lærere og lærerstudernede i FDF.

Heidi Bak Nielsen

Det nye materiale byder blandt andet på lege og oplevelser i naturen. 

I disse dage sendes eleverne på sommerferie, og lærerne vender blikket mod næste skoleår. Skal I være en del af det?

Mange kredse har godt gang i samarbejdet med skolen. Nogle har lavet store forløb med hele skoler, mens andre kredse har leget med skoleelever i et par frikvarterer.
Nu er der hjælp til de kredse, som endnu ikke har taget hul på skolesamarbejdet. FDF udgiver et materiale med køreklare forløb til at tage med ud på den lokale skole.

- Vi kan rigtig meget i FDF, som skolerne har brug for, forklarer Lene Thanild Schøler, som har været med i gruppen af frivillige, som har lavet materialet. I FDF er vi mestre i at lege med fokus på fællesskabet, og vi kan finde på skæve aktiviteter, som kan bruges i de bevægelsestimer, som lærerne måske har svært ved at fylde ud. Derfor er det virkelig stærkt for både skolen og FDF, at vi nu kan præsentere konkret inspiration til at sætte gang i det samarbejde.

I hæftet ”Kom godt i gang med skolesamarbejdet” finder man forløb omkring leg, teambuilding, friluftsliv og samfundsengagement. Der er korte og lange forløb, så man som kreds kan vælge det, man har lyst og ressourcer til at tilbyde skolen.

Mere inspiration på nettet
Hæftet står ikke alene. På FDF.dk/skole finder man uddybninger af nogle forløb, samt tips til hvordan man tager den første kontakt til skolen. På siden kan du også læse om en masse andre kredses erfaringer med skolesamarbejdet.