Internationale gæster besøgte landsmødet

På landsmødet skal otte internationale deltagere blive klogere på, hvordan demokrati i foreninger foregår. Anderledes, spændende og imponerede, lyder det fra deltagerne. 

20. Nov 2016
Sara Lentz Jørgensen
FOTO: Thomas Heie Nielsen

Otte internationale elever fra Silkeborg Højskoles Youth Empowerment-hovedfag besøgte lørdag landsmødet. De er alle foreningsaktive i deres hjemlande i og brugte landsmødet på at opleve foreningsdemokratiet i FDF. De fulgte debatterne på lige vilkår med resten af landsmødedeltagerne, da debatten blev tolket, så eleverne kunne lytte med.

Phoo Phoo fra Foundation for Change i Myanmar og Sofia fra Compass Club har sat ord på deres største indtryk og overraskelser gennem landsmødet. 

Phoo Phoo, Foundation for Change, Myanmar

-Jeg er virkelig imponeret over den entusiasme, man møder. Folk er virkelig diskussionslystne og aktive på talerstolen selv efter en lang dag, siger hun og fortsætter:

-Det er virkelig fedt at se, hvordan det også er de lokale kredse der stiller forslag og er på talerstolen. Det virker til at være en stor motivationsfaktor, og skabe stort medejerskab. 

Sofia, Compass Club, Ukraine

-I arbejder markant anderledes her, end vi gør hjemme i Ukraine. Alle virker til at deltage i diskussionerne, endda de unge – det skaber en virkelig levende organisation. Det vil jeg helt sikkert tage med mig for at udfordre den lille gruppe i min organisation, som i dag sidder og træffer beslutningerne, siger hun.