Landsmødet dispenserer fra vedtægterne ved åbningen

FDFs landsmøde, der netop er gået i gang på Hotel Nyborg Strand, valgte som en af sine første handlinger at dispensere fra landsforbundets vedtægter. 

Rasmus Lind

Formand Jonas Kolby Laub Kristiansen  anmodede fra talerstolen landsmødets deltagere om at stemme for at dispensere fra landsforbundets vedtægter. Foto: Thomas Heie Nielsen

FDFs hovedbestyrelsesformand, Jonas Kolby Laub Kristiansen, anmodede fra talerstolen landsmødets deltagere om at stemme for at dispensere fra landsforbundets vedtægtsbestemmelser om opstilling af kandidater til hovedbestyrelsen.

- Da den vedtægtsmæssige frist for opstilling af kandidater til hovedbestyrelsen udløb, var der kun fem kandidater til seks pladser. I HB så vi to muligheder. Enten skulle vi nøjes med de fem og så indsupplere det sidste medlem efter landsmødet, eller også skulle vi give kredsene på landsmødet den demokratiske mulighed for faktisk at vælge HB-medlemmerne. Vi valgte den sidste og mest demokratiske løsning.

Demokrati frem for alt

Jonas Kolby Kristiansen lagde vægt på, at landsmødet har den fulde magt til at afgøre om der kan tilsidesættes fra vedtægterne, og han endnu en gang fast, at formålet med dispensationen var at sikre den mest demokratiske løsning.

- Det er vigtigt for mig at pointere, at HB ikke kan tilsidesætte vedtægterne. Det kan kun landsmødets deltagere. Men vi synes i HB, at I skal tillade alle kandidater at stille op, så vi kan få det demokratiske valg, der sikrer, at vi får de bedste kandidater i HB.

Forslaget blev vedtaget enstemmigt med undtagelse af en enkelt stemme imod. Herefter præsenterede dirigenterne de otte opstillede kandidater. Du kan se en præsentation af kandidaterne her.

Landsmødet fortsætter frem til søndag eftermiddag. I løbet af weekenden vil de 535 deltagere, hvoraf knap en tredjedel er med for første gang, debattere alt fra udviklingsmålene de kommende år til 15-års valgret og landsdelsledelsernes valgperioder.