Lederfighten vender tilbage

Leg, svære problemstillinger og diskussioner. Fra den 18. september til den 8. oktober er det igen tid til leder-uddannelse på jeres hjemmebane, når Lederfighten løber af stablen.

09. Jun 2017
Mai Christensen
FOTO: Bernt Nielsen

-Lederfighten er nytænkende uddannelse for alle aktive ledere lige fra den nyklækkede senior til den garvede kredsleder. Lederfighten er uddannelse, sjov, samarbejde og diskussioner – og hvad I mere tilføjer er helt op til Jer.

Sådan fortæller Nicklas Bjerg Hansen fra FDF Vejle 5, der er én af kræfterne bag arrangementet Lederfighten, som i år finder sted den 18. september til 8. oktober. Lederfighten består af en række opgaver, som lederne kan løse fra kredshuset. Det er første gang siden 2014, at lederuddannelsen, der samtidig er en konkurrence, finder sted. 

-Lederfighten er uddannelse fra vante omgivelser og i jeres helt eget gear. Det betyder, at I selv bestemmer om I vil have en ambition om at nå alle opgaver eller om I blot vil vælge en enkelt eller to ud til diskussion på månedens ledermøde, siger han og fortæller, at opgaverne spænder vidt. Lige fra diskussionsopgaver og casebaserede problemstillinger til skøre videosekvenser og lege.