Malawi on wheels 

Elever fra Silkeborg Højskole cyklede gennem landskabet i det sydlige Malawi for at indsamle historier om mænd og kvinder, der forsøger at gøre verden et bedre sted for verdens fattige.

Simon Stagis og Jacob Zakarias

På en fem dages cykeltur tilbagelagde elever fra Silkeborg Højskole 230 kilometer.

FOTO: Silkeborg Højskole.

-Endelig er vi fremme ved slutdestinationen i Blantyre. Vi er trætte og udmattede, og vores ben gør ondt. Undervejs på cykelturen har vi haft lyst til at skrige og græde, især når vi har besteget bjerge og cyklet op ad bakke efter bakke i al for høj varme. Men nu er vi i mål. Fremme ved målstregen ventede diverse medier, såsom nyheder, radio og aviser, på at tage billeder af os og høre vores historie. Og oveni alt dette var der selvfølgelig medaljeoverrækkelse. Det var en ret vild oplevelse og fedt at mærke, at vores tur også har gjort et indtryk på dem. Så i løbet af de sidste fem dage har vi tilbagelagt 230 km på cykel fra byen Nsanje til Blantyre i det sydlige Malawi. Turen har været en helt fantastisk oplevelse samt en anderledes og unik måde at opleve landet på. 

Sådan skriver Stine Rinder, der sammen med elever fra Silkeborg Højskole har cyklet rundt i det sydlige Malawi for at indsamle historier om de seje kvinder og mænd, der forsøger at skabe en bedre hverdag for verdens fattige. Nogle af de historier kan du høre, når højskoleeleverne rejser rundt med Folkekirkens Nødhjælps karavane frem mod sogneindsamlingen den 12. marts. 

Cykeltur med mening 

Det er første gang Silkeborg Højskole og Folkekirkens Nødhjælp sender unge ud på Malawis grusveje for at fra cyklen at skrive historier og tage billeder for Folkekirkens Nødhjælp. 

-Det gør virkelige en forskel, om man kommer i en kæmpe turist firehjulstrækker eller om man stille kommer på sin cykel. Alene det, at vi cykler, gør folk nysgerrige og de føler, at vi er i øjenhøjde. Det gjorde, at vi fik nogle fantastiske historier og billeder, som vi kan dele med andre, siger Simon Stagis, projektleder på rejsen til Malawi. 

Silkeborg Højskole og Folkekirkens Nødhjælp gentager turen næste år og håber at endnu flere vil cykle med ud og møde gæstfriheden og eventyret i Malawi. 

Ud over cykelturen bor højskoleeleverne i fire uger langt ude på landet hos en lokal familie.

Eleverne fra Silkeborg Højskole ankom til Blantyre efter at have cyklet hele vejen fra Nsanje.

FOTO: Silkeborg Højskole