Mette Frederiksen til FDF LEDEREN

>>Jeg har set, hvordan det frivillige Danmark kan holde hånden under ulykkelige skæbner<<

Camilla Pehrson Frederiksen

FOTO: Pressefoto Folketingets hjemmeside

Sådan faldt ordene i 38-årige Mette Frederiksens tale, da hun blev udnævnt som ny formand for Socialdemokraterne. I mere end 30 år har Mette Frederiksen været til- knyttet sin kreds i barndomsbyen Aalborg. Hun fortæller her, hvad tiden i FDF har betydet for hendes liv og karriere.

Det er efterhånden mange år siden, Mette Frederiksen var ugentlig leder, og endnu flere år siden hun som tumling blev meldt ind i FDF.

- Det var helt naturligt, at jeg skulle starte til FDF. Min storebror gik der allerede, og FDF Aalborg 12 var en kreds, der var dybt forankret i det lokalområde, vi boede i, siger Mette Frederiksen.

Hun voksede op i et trygt hjem med en far, der var typograf og en mor, der var dagplejemor. Bag de gule mursten i forstaden blev hun opdraget med stærke værdier om fællesskab, ansvar og rummelighed. Værdier hun også fandt i FDF, men som langt fra alle i hendes omgangskreds kendte hjemmefra.

- Vi kom fra alle samfundslag i FDF. Det var ligesom det sted, hvor man blev samlet op, når andre havde givet op, siger Mette Frederiksen.

Og det var en styrke. Kredshuset i Aalborg blev et omdrejningspunkt i Mette Frederik- sens hverdag. Som senior og ung leder tilbragte hun de fleste af ugens dage i huset med de andre.

- Fællesskabet i FDF var enormt stærkt. Vi var vidt forskellige. Andre steder indgår man i fællesskaber med folk, der ligner en selv. I FDF blev vi tvunget ind i et fællesskab med folk, der tænker anderledes. Det var en enorm styrke, siger Mette Frederiksen.

Socialt arbejde og rummelighed

Ved siden af FDF gik hun til svømning flere gange om ugen, og som 14-årig meldte hun sig ind i Dansk Socialdemokratisk Ungdom.

Alligevel fortsatte den unge politikerspire med at tilbringe mange af ugens timer i kredshuset i Aalborg.

- I mit barndomshjem var det mine forældre, der bar værdierne og gav dem videre til mig. Som hjælpeleder og leder blev det min opgave at give værdierne videre, og det er et stort ansvar at få, siger Mette Frederiksen.

Engang var hun leder for en dreng, der havde det skidt derhjemme. Det var ikke altid, at han dukkede op til møderne. Det endte med en ordning, hvor en af lederne hentede ham hver uge før møderne, så de var sikre på, at han kom.

- Indimellem sørgede vi også for aftensmad til ham, siger Mette Frederiksen.

Det er erfaringer som den, der har været med til at forme Mette Frederiksens voksenliv.

- Jeg lærte utroligt meget i FDF. Jeg kan slet ikke beskrive det. Men det vigtigste var den enorme rummelighed over for andre mennesker og det sociale arbejde. Det kom før udeliv, forkyndelse og alt det praktiske, siger Mette Frederiksen.

’Mennesker kan mere end de tror, hvis de bliver hjulpet’

Efter sin studentereksamen ved Aalborghus Gymnasium blev politik en større del af Mette Frederiksens liv. I starten af sine 20’ere flyttede hun til København for at forfølge drømmen.

I 2001 blev hun stemt ind i Folketinget. Året efter modtog hun Nina Bang-prisen, som gives til en kvinde, der har udvist politisk mod, virkelyst og gennemslagskraft med social fornemmelse. I 2011 blev hun beskæftigelsesminister og i 2014 justitsminister.

- Jeg er ikke i tvivl om, at FDF var en vigtig del af min dannelse. Det har præget mig som person både privat og politisk. Jeg har arbejdet inden for socialområdet, med kriminalitet og med arbejdsløshed i min tid i Folketinget, og her har jeg brugt af mine erfaringer fra FDF. Jeg lærte dengang, at man skal blive ved.

- Mennesker kan mere end de tror, hvis de bliver hjulpet, siger Mette Frederiksen.