Mindeord om Egon Andsbjerg Larsen 1924 – 2017

Landslejrchef, sangskriver og forbundssekretær.

24. Jul 2017
Børge Schmidt

Egon Andsbjerg som lejrchef i 1976, hvor han i indianerlejren lader børnene opføre en tiltrængt regndans omkring ham.

Egon Andsbjerg Larsen har sat store aftryk på FDF gennem rigtig mange år. I landsforbundets som sådan, i landsdele og i kredse. Men først og fremmest i mødet med den enkelte FDFer. 

I 1972, netop tiltrådt som forbundssekretær, oplevede jeg det på nært hold: Vi fulgtes ad på vej til et møde. Egon var lejrchef. I det store lejrområde standser Egon pludselig op, giver mig sin mappe og siger, at jeg blot kan gå i forvejen. Men jeg bliver stående, og ser Egon styre hen til en dreng, som åbenbart ikke har det godt. Taler lidt ham, tager ham ved hånden og forsvinder ind på lejrpladserne.  Da vi kan fortsætte vores vandring, er det, at Egon kommer med de ord, som jeg har forsøgt at leve op til siden: ”FDF bliver aldrig bedre for det enkelte barn og det unge menneske, end hvad den enkelte leder gør det til! Sådan er det!” 

Han var igangsætteren, inspiratoren og idémageren. Han kunne tegne de store linjer for vort forbund, men også finde ind til det inderste i de enkelte kredse. En Gudsbenådet festtaler og fortæller. Forkynder af Evangeliet på en forståelig og særdeles vedkommende måde. Egon var meget nærværende i mødet med andre. Han lagde meget stor vægt på at kunne genkende folk og huske navne. Det kan tusinder og atter tusinder over det ganske land bevidne.

Og så havde han en fantastisk evne til at begejstre på i skrift og tale. Det er ikke tilfældigt, at Egon kom til at udforme indholdet på påske- og efterårskurserne på Sletten. Et grundlag som stadig er gældende i dag og som har været til inspiration for kurserne på Vork og andre steder.

Landslejrene 1972, 1976 og 1981 var nok nogle af hans livs største udfordringer. FDF trængte til at forny sig på mange områder, og det skulle afprøves på landslejrene – og blev det med stor succes. Virkningerne fra den gang er stadig mærkbare i FDFs mangfoldige virke. 

Egon kom fra Herning og blev købmand i Skjern. Indtil han blev ansat som forbundssekretær i 1968 havde han været dybt engageret i landsforbund, distrikt og kredse. Fra Havrevænget i Silkeborg udgik FDF-arbejdet gennem de næste 23 år. Opgaven var Sletten og Østjysk Distrikt. Men om nogen, var han lands-forbundssekretær – for han stillede beredvilligt op til arrangementer over hele landet utallige gange.

Det lå næsten i kortene, at Egon skulle tage initiativ til oprettelsen af Historisk Samling på Æblegården i 1991. Gennem årene havde han gemt ting og sager fra FDFs historie. De blev taget med ud til møder og festtaler for at gøre fortællingerne endnu mere levende. For ham hang den indre og den ydre historie sammen. Det kendetegner også museet i dag. 

Siden 1974 har en af Egons sange været med i March og Lejr hvert eneste år. I al sin enkelthed udtrykker den det, som alle oplever ved at være på lejr på Sletten.  

Skoven synger aftensang.

Dagen var så god og lang.

Solens stråler lyser mat,

og man hører i mørke nat:

Aftenbønnen på Sletten.

 

Bålet brænder, lyser klart.

Gløder skabes, slukkes snart.

Stille går jeg til mit bo,

Folder mine hænder to:

Aftenbønnen på Sletten. 

Vi er mange, som skylder Egon meget. For alt det, han delte ud som menneske og gennem FDF.   

Egon som leder af FDFs Historiske Samling på Sletten ved markeringen af museets 10 års jubilæum i 2001.