FDF tændte op under frilufts-kampagne

Vi går glip af måneskinsturen eller cykelturen i skoven, hvis vi ikke kender mulighederne i naturen. FDF Sct. Jørgensbjerg var med ved lanceringen af Oplev Mere - Brug Naturen.

Der var bålstemning, gåture i skovbunden, grillet rådyr, mountainbiking og masser andre friluftsoplevelser for børn, unge og voksne, da Friluftsrådet skød kampagnen Oplev Mere – Brug Naturen i gang på Boserupgård Naturcenter onsdag den 2. november. Her stillede FDF Sct. Jørgensbjerg op med FDF Sct. Jørgensbjerg og bød på telthygge og en varm kop kaffe omkring bålet, for at slå et slag for reglerne for at overnatte i naturen. Og FDFerne havde styr på reglerne i naturen.

– Man må gerne overnatte i nogle skove. Men det må kun være 1 nat, 2 telte sammen og telte med 3 personer. 1-2-3 - det er sådan så det er nemmere at huske, fortæller Elias Korsgaard, der er pilt i FDF Sct. Jørgensbjerg med henvisning til reglen om fri teltning i størstedelen af Naturstyrelsens skove. 

Kend reglerne – brug mulighederne – oplev mere 

Kampagnen skal oplyse danskerne om reglerne i naturen, så de ikke går glip af muligheder for naturoplevelser eller overtræder reglerne og skaber konflikter når de tager ud i naturen.

– Det største problem, som kampagnen skal løse, er efter Friluftsrådets mening, at folk ikke kender reglerne og ikke bruger de muligheder, de faktisk har i naturen. Knapt halvdelen af danskerne ved, at man må cykle morgentur på private markveje, slå sig ned med madkurven på private strande, eller at man må gå måneskinstur i offentlige skove med sin udkårne. Og de muligheder er det jo ærgerligt at gå glip af, siger Lars Mortensen, formand i Friluftsrådet.

For Friluftsrådet er det målet, at flere får gode oplevelser med friluftsliv. Derfor oplyser kampagnen om reglerne gennem inspiration til alt det, man kan og må i naturen.