Velkommen til de nye GEÅer

De tre unge FDFere, der skal være Giv-et-År medarbejdere på FDF Bycenter Rysensteen det næste år, er nu fundet. Velkommen til Emma, Laura og Lasse.

Mai Christensen

Laura Visbech Aarøe er fra FDF Vejle 1.

De tre unge FDFere, der skal bruge det næste år på at stable arrangementer på benene og hjælpe til med den daglige drift af FDF Bycenter Rysensteen er nu fundet. De tre nye Giv-et-År medarbejdere (GEÅ) er Laura Visbech Aarøe fra FDF Vejle 1, Lasse Petersen fra FDF Hjerting og Emma Espø fra FDF Hillerød. Emma skal være halvdelen af tiden på FDF Bycenter Rysensteen og halvdelen af tiden i uKirke. 

-Det jeg glæder mig mest til ved jobbet som GEÅ er at møde en masse nye mennesker, der forhåbentligt elsker FDF lige så meget som mig. Jeg glæder mig også til at være med til at lave en masse fede arrangementer, siger Emma Espø.

Emma er ikke alene om at glæde sig til at komme i gang med arbejdet. Laura kan heller ikke vente med at komme i gang med jobbet som GEÅer på FDF Bycenter Rysensteen.

-Jeg glæder mig til at få lov til at lave FDF hele tiden og være med der, hvor det sker. Jeg ser især frem til at være med til forberedelserne til landsmødet, lave FDF på et andet niveau end kredsniveau og være med til at skabe FDF-oplevelser for andre. Så glæder jeg mig til at opleve FDF i en storby og blive udfordret på mit FDF-arbejde, så jeg forhåbentligt får nogle nye kompetencer med i rygsækken, fortæller Laura Visbech Aarøe. 

Også Lasse glæder sig til at være fuldtids-FDFer.

-Det jeg glæder mig mest til er at være FDF'er på fuld tid. At opleve FDF fra nye vinkler og være med til at udvikle og lave en masse nye aktiviteter som børn og unge kan få glæde af i FDF. At få et endnu større netværk og arbejde i så tæt kontakt med forbundet, siger FDFeren fra FDF Hjerting.


Første arbejdsdag for de tre nye GEÅer er den 8. august. 

            Emma Espø                                     Lasse Petersen