Sjakchef: VM er en tradition fyldt med vilde oplevelser

Søren Malling skal endnu en gang være sjakchef på Væbnermesterskabet, og han kan slet ikke vente med at give alle deltagere en Kristi Himmelfartsferie, de sent vil glemme. For ham er VM nemlig en tradition, der er fyldt med gode minder. 

Mai Christensen
Søren Malling har været instruktør på lederkursus i FDF Landsdel 8, seniorvæbnerkursus på Pederstrup Efterskole og Seniorkursus på Vork. FOTO: Thomas Grinderslev.

-Selv som sjakchef kender jeg ikke posterne meget før deltagerne og postmandskabet. Men som deltager kan du glæde dig til at komme ud til poster, hvor du skal koncentrere dig om at løse den opgave, du får stillet - og ikke spekulere på indkøb af materialer og forberedelse inden.  

Sådan lyder det fra 29-årige Søren Malling, der for sjette gang skal være sjakchef for et område, når København og omegn bliver omdannet til én stor legende FDF-plads i Kristi Himmelfartsferien. Og spørger man den garvede FDFer fra FDF Mørkhøj, er Væbnermesterskabet for ham en tradition fyldt med gode minder, der går mere end 10 år tilbage.  

-Jeg var postmandskab for første gang i 2005. Det blev aktuelt, fordi at min storebror spurgte, om jeg ville med. Så vi havde en festlig Kristi Himmelfartsferie med livlige poster, vanvittigt engagerede børn og voksne, som kom og gav en god oplevelse, fortæller Søren Malling, der har været med lige siden og fortsætter: 

-Jeg har været så heldig at møde mange mennesker fra hele landet, som jeg ikke ellers ser. Det er blevet en tradition at mødes på Væbnermesterskabet, siger Søren Malling, der desuden har været instruktør på lederkursus i FDF Landsdel 8, seniorvæbnerkursus på Pederstrup Efterskole og Seniorkursus Vork.

En oplevelse, der hænger fast

Søren Malling er da heller i tvivl om, at opgaven som postmandskab er noget helt specielt. Det er nemlig med til at gøre én klogere på både hinanden og sig selv.

-Alt postmandskab bliver sat grundigt ind i deres post og får besvaret alle spørgsmål, men når man står på posten, og holdene kommer tonsende, sker der en fantastisk oplevelse af koordinering imellem postmandskabet, siger han og fortsætter: 

-Og inden man ser sig om, har man siddet en hel dag sammen. Der kan være snakket om alverdens forskellige oplevelser og historier og du er højst sandsynligt blevet klogere på et eller andet inden du kommer hjem.

Hvad er et sjak?

Sjakket er med til at skabe deltagernes oplevelser, og udvalget er dybt afhængig af at have verdens bedste sjak. Det er sjakket, der udfører alt det, udvalget har planlagt i praksis. Sjakket skal sådan set bare møde op og være klar til at give den gas. Der er sørget for materialer og postbeskrivelser.

Alle medarbejdere kaldes sjakmedarbejdere og klarer en masse vidt forskellige opgaver: Bemanding af poster, mad, postopsætning og meget andet.

Kilde: mesterskabet.dk