Højskole bliver til støjskole 

Elever fra Silkeborg Højskole skruer op for en festival, der skal skabe udvikling i Myanmar.

02. May 2016
Christina Gro Hansen

Lørdag den 7 maj inviterer elever på Silkeborg Højskole deres venner til ”STØJSKOLE”, en musikfestival hvor forskellige bands dagen igennem spiller. Ud over musik vil der være forskellige boder og workshops, så venner og gæster kan få indblik i, hvad det vil sige at gå på højskole. Der vil være digtoplæsning, volleyturnering, action-painting, politiske features og meget mere.

- Vi laver STØJSKOLE fordi vi gerne vil samle penge ind til et godt formål og samtidig kombinere det med et fedt arrangement for højskolens elever. Derudover er det lærerigt og spændende at være i spidsen for planlægningen af et større projekt, siger Mathilde Thorup, elev på Silkeborg Højskole og en af initiativtagerne til festivalen.

Al overskud fra festivalen går det internationale projekt "Minglabar Myanmar - Fundament for Forandring", som skolens volontørhold rejser ned til i juni og juli i samarbejde med FDF, KFUM, KFUK og Danmission.

- Vi håber, at det bliver et vellykket arrangement, som kan få samlet en masse penge ind til udviklingsprojektet i Myanmar og få skabt opmærksomhed omkring landet. Vi håber også at kunne inspirere andre til at gøre noget lignende og vise, at der findes mange forskellige måder at samle ind på, siger Mathilde Thorup.