Engagerede FDFere på Nørrebro vinder prisen som Årets Ungdomsforening 2017

FDF K 9 Nørrebro vinder prisen som Årets Ungdomsforening 2017.

02. Dec 2017
Christina Gro Hansen

Foto: Morten Rode

Otte foreninger var med i opløbet om at blive Årets Ungdomsforening 2017. Ved DUFs delegeretmøde den 2. december blev det afsløret, at det var FDF K9 Nørrebro, der med deres engagement i lokalområdet og brede samarbejder løb med sejren. Med den ærefulde pris følger også en præmie på 10.000 kroner.

Det var et enigt dommerpanel, der udpegede FDF K9 Nørrebro som vinder af titlen Årets Ungdomsforening 2017 for deres imponerende evne til at kunne nytænke deres organisation og relevans for lokalsamfundet.  

FDF K9 Nørrebro fremhæves bl.a. for, at de gennem en række samarbejder og projekter har haft succes med at gøre en forskel lokalt på Nørrebro samt at engagere mange forskellige børn og unge i arbejdet. Samtidig har foreningen undervejs været en kilde til inspiration på tværs af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF. Kredsens medlemskreds er på ca. tre år steget fra 17 til 111 medlemmer.  

I dommernes vurdering lyder det således: Dette års vinder af prisen som Årets Ungdomsforening rammer plet i alle prisens fire kriterier: nytænkning, samarbejde, frivillighed og udvikling. Foreningen har formået at vise vejen for, hvordan den kerne, man har som frivillig forening, i mange tilfælde kan tilpasses de omstændigheder, man er i. Her er det en FDF-kreds, der er lykkedes med at spille sig relevant i den københavnske bydel Nørrebro. 

- Dét at tage så stort et ansvar for medborgerne er så sejt, og rækker udover, hvad der kan forventes af en lokal forening. Derudover er det interessant at se, at de har fundet formlen for, hvordan man som forening kan komme til borgerne i stedet for at vente på det omvendte, lød det afsluttende fra Kasper Sand Kjær, formand i DUF og en del af dommerpanelet. 

Glade børn og stærke relationer

FDF K9 Nørrebro blev vakt til live igen i 2014 af en flok unge, initiativrige FDF’ere, der havde en vision om at skabe en forening med mange medlemmer og aktiviteter. Allerede nu, 3 år efter startskuddet, har foreningen over 100 medlemmer og en række aktiviteter præget af nytænkning. 

Christian Kallehauge, én af foreningens kredsledere, fortæller:

- Vi blev virkelig forbavsede og meget taknemmelige, da vi fik besked om, at vi havde vundet prisen. Vi har jo set dem, vi har været oppe imod, og det er jo store, dygtige kandidater. Det er stort, hvordan en lille forening som os kan være med i kapløbet og tilmed vinde. 

Foreningens vision er at skabe et fundament og et sikkert ståsted for børn på Nørrebro. At være et frirum med plads til alle, og hvor man er sammen på tværs af de mange forskelligheder, der er på Nørrebro. Forskelligheder, der udviskes, når man trækker i FDF skjorten. 

- Vi ønsker at skabe demokratiske og samfundsbevidste borgere, hvilket også er en del af FDF’s grundfortælling og værdier. Vores fokus er på det gode møde – at skabe oplevelser, der giver glade børn og stærke relationer”, siger Christian Kallehauge. 

Foreningens fokus er nu på at sikre stabilitet i den stadig nye forening, men det er også en forening af unge, initiativrige FDF’ere, så nye spændende projekter vil nok blive ved med at opstå.

Dommerpanelet 2017 bestod af Kasper Sand Kjær, formand i DUF, Joy Mogensen, borgmester i Roskilde Kommune og Malene Thøgersen, forsker i folkeoplysning ved Idrættens Analyseinstitut