"Uden FDF visner kirken" 

Efter FDF K 12 Amagerbro satte sig på hovedparten af pladserne i det lokale menighedsråd, sprudler kirken af liv. Kirken visner uden FDF, mener leder. 

26. May 2016
Mai Christensen

FDF K 12 Amagerbro holder til i Nathanaels Kirkens menighedshus.
FOTO: Leif Gro Hansen













”Du bestemmer, hvad din kirke kan” lyder parolen, når der til efteråret skal være menighedsrådsvalg landet over.

En parole som FDF K 12 Amagerbro om nogen kan nikke genkendende til. Den københavnske kreds valgte nemlig for 12 år siden at gøre sin indflydelse gældende: FDFere fra kredsen satte sig på otte ud af 13 pladser i det lokale menighedsråd. En beslutning, der har resulteret i, at det ikke længere er muligt at overse FDFerne, der kræver en mere udadvendt, innovativ og åben kirke. En tankegang, som har tiltrukket nye præster, ansatte og frivillige med ideer til andre aktiviteter.

- Sognet har fuldstændig ændret sig. Resultaterne har vist sig. Vores kirke har i dag et markant højere aktivitetsniveau end vores naboer. Faktisk er vi nu tvunget til at begrænse aktiviteterne, da der ikke er flere ledige tider i sognegården, fortæller Jimmy Damsgård, der er leder i FDF K 12 Amagerbro og medlem af menighedsrådet. 

Uden FDF visner kirken

FDF K 12 Amagerbro holder til daglig til i Nathanaels Kirkens menighedshus. At kredsen har hjemme i sognegården er derfor med til at gøre samarbejdet med menighedsrådet særligt vigtigt. Men ifølge Jimmy Damsgård er det ikke bare en kreds’ placering, der er afgørende for et samarbejde. Tværtimod mener han, at kirken er kredsens ståsted -  og omvendt: Uden FDF visner kirken.

- FDF er folkekirkens børne- og ungdomsarbejde. Uden kirken bliver FDF blot endnu en ungdomsklub. Det er allerede gået galt, hvis FDF og menighedsråd er to forskellige grupper. Vi er et hold om samme missionsbefaling. Kirken er kredsens ståsted. Lige som kirken skal skubbes hele tiden af FDF, så skal kirken hele tiden holde FDF fast på formålet, siger han.  

Prik en kandidat på skulderen

Landsforeningen for Menighedsråd afholder landet over workshops i maj og juni. Workshops, der giver konkrete ideer og redskaber til, hvordan man kan få flere til at tage del i det kirkelige arbejde. En workshop kan både handle om, hvordan du prikker den helt rigtige kandidat på skulderen, og hvordan du gør arbejdet i menighedsrådet synligt i både skrevne medier og på sociale medier som Facebook og Twitter.

Og spørger man lederen fra FDF K 12 Amagerbro ér det vigtigt, at FDFere bliver prikket på skulderen – For at FDFere er repræsenteret i det lokale menighedsråd er kun naturligt, mener han.

- FDF kan bidrage med ildsjæle, der er flasket op i et kristent fællesskab. Vi er her hverken for løn eller karriere, men fordi vi vil være sammen. FDFs kristne praksis bunder i hverdagen og har løbende formået at tilpasse sig tidens ånd, siger Jimmy Damsgård.