Fællesskab og relationer er fortsat udviklingsmål i FDF

FDF vil øge fokus på fællesskab og relationer af høj kvalitet for at fastholde børn, unge og aktive ledere i FDF.

19. Nov 2016
Sara Lentz Jørgensen

Lars Pedersen fra hovedbestyrelsen indtog scenen for at præsentere forslaget.

FOTO: Rieke Poppe

Sådan lyder et af to udviklingsmål, som Landsmødet har vedtaget lørdag eftermiddag. Landsmødet har hermed valgt at støtte hovedbestyrelsens forslag, om at fortsætte linjen fra udviklingsmålene fra Landsmødet i 2014.

-Vi har siden sidste landsmøde arbejdet med at sætte fællesskab og relationer på dagsordenen, men der er mere at gøre. Derfor ønsker vi at vi stadig skal arbejde videre med fællesskab og relationer gennem de 3 delmål, sagde Lars Pedersen fra hovedbestyrelsen.

Det betyder, at det centrale fokus på relationer og fællesskab kommer til at være udviklingsmål i FDF indtil 2020. Med kommentarer uddybede landsmødedeltagere, deres syn på udviklingsmålet.

-Vi har vane for at fokusere på at skabe aktiviteter. – Vi burde fokusere mere på, hvordan vi skaber fællesskab og relationer, sagde Grethe Andreasen fra FDF Landsdel 2. 

De tre delmål

Delmål 1: FDF skal vise, hvordan legen skaber fællesskab og er et frirum for børn og unge


Delmål 2: Kredsene skal sikre et miljø og en kultur, hvor flere voksne vil deltage aktivt i arbejdet med børn og unge

Delmål 3: Kredsene skal gennem gode relationer mellem børn og voksne fastholde flere medlemmer i længere tid