93 seniorer stiller skarpt på Verdensmålene

På Seniorkursus Vork har man brugt ugens tre første dage på at blive klogere på FN's nye Verdensmål. Dagene har givet stof til eftertanke, lyder det fra deltagerne. 

Mai Christensen

Søren Rejkjær Svendsen og tre deltagere er i fuld gang med én af de mange aktiviteter, der handlede om FN's nye Verdensmål.

FOTO: Asbjørn Laurberg.

-Verdensmålene er meget ambitiøse, men hvis alle får kendskab til dem, skal det nok lykkes. Jeg har lært, at man kan tage et stort emne, og gøre det til en leg, så man kan lære gennem legen.

Sådan lyder det fra Hannah Holtze fra FDF Skovlunde, der er én af de seniorer, der i disse dage er afsted på Seniorkursus Vork. Her har Hannah Holtze sammen med de andre deltagere brugt ugens tre første dage på at blive klogere på FN’s nye Verdensmål - gennem leg, samtale og udfordringer. 

-Jo mere man får at vide, jo mere kommer man til at tænke over tingene og vil ændre de ting, man kan ændre, siger Nikolai Andersen fra FDF Kolind, som også har deltaget i aktiviteterne på Vork. Aktiviteter, der har spændt vidt - lige fra lege om korruption til en opgave om madspild. 

Seniorerne vil gøre en forskel

FNs nye Verdensmål blev vedtaget i september sidste år og består af i alt 17 mål – og hele 169 delmål. Fælles for målene er, at de skal være med til bane vejen for, at verdens største problemer bliver løst inden 2030. Men som noget nyt er unges inddragelse i civilsamfundet også på dagsordenen – som et 18. uofficielt mål. Og ifølge Søren Rejkjær Svendsen, der er en af de bærende kræfter bag aktiviteterne, er der ingen tvivl om, at FDFs seniorer i den grad brænder for samfundet. 

-Seniorerne vil samfundsengagement. De har noget på hjertet og har en holdning til verden omkring sig. Det kommer især til udtryk i deres undrende og spørgende tilgang til aktiviteterne og Verdenmålene, siger Søren Rejkjær Svendsen og fortsætter:

-Jeg var bekymret for, om emnet var for højtragende, om de ville kunne debattere målene i relation til deres hverdag, og om de ville kunne lege med og sætte sig ind i hvert enkelt emne. Alle bekymringerne kom fuldstændigt til skamme. Deltagerne havde virkelig lyst til at engagere sig i Verdensmålene. De debaterede på livet løs og gav alt, hvad de havde, afslutter han.

Endnu en gruppe skal prøve kræfter med aktiviteten - men deltagerne fik også mulighed for at prøve meget andet, for eksempel en leg om korruption.

FOTO: Asbjørn Laurberg