Understøttelse af kredsens udvikling

Nye tilbud om understøttelse af kredse efter omorganisering af FDFs ansatte 

22. Mar 2024
Henriette Løgstrup og Simon Fauerskov

Foto: Kasper Henriksen

Efter omorganiseringen af FDFs ansatte vil kredse fremover kunne få hjælp til deres udvikling fra alle foreningsudviklerne i teamet for lokalt engagement. Det er forventningen og ønsket til den nye organisering, at kredse vil opleve en fokuseret og udviklingsorienteret understøttelse, og at den samlet set kan bidrage til øget kvalitet i opgaveløsningen, fordi de ansatte i højere grad end tidligere kan specialisere sig og følge deres sager helt til dørs.

Understøttelsen af kredsen tager udgangspunkt i FDFs strategi om, at vi skal være flere i FDF – dels fordi det er sjovere at være otte pilte til leg og fællesskab end to, og dels fordi vores formål forpligter.

Den vigtigste opgave for foreningsudviklerne i teamet for lokalt engagement er at hjælpe kredsen til at få flere medlemmer, både børn, unge og voksne, og at etablere et bedre samarbejde med forældrene. Det sker i et samarbejde, hvor foreningsudviklerne og kredsen finder frem til, hvilke greb kredsen kan tage for at skabe mere FDF.

Tre forskellige kredsforløb

Foreningsudviklerne tilbyder at understøtte kredsens udvikling med sparring eller facilitering af forløb henvendt til alle kredsens ledere og bestyrelse med udgangspunkt i strategien og udviklingsmålene inden for følgende områder:

Opstart af en puslingeklasse. Puslingeklassen er et rigtig godt sted at starte for at skabe mere FDF. Mange børn i netop denne alder har ikke en fritidsinteresse, og derfor er der for mange kredse et stort potentiale til at blive flere her.

Flere frivillige voksne. Hvordan kommer det til udtryk, at I har brug for flere voksne i jeres kreds? Er der opgaver i kredsen, som ikke bliver prioriteret grundet manglende hænder? Eller oplever I, at I har svært ved at få tingene til at løbe rundt? Disse og andre refleksioner kan I få hjælp til at undersøge og udfolde, så I kan løfte og skabe bedre rammer for jeres kreds.

Flere børn og unge i kredsen. Dette forløb kan handle om at udvide holdene for alle aldersklasser. Måske vil I se nærmere på anderledes måder at lave FDF på, eller måske ønsker i sparring om at blive synlige i lokalområdet. Dét kan I arbejde med i et forløb under denne overskrift.

 

Udover ovenstående forløb er der mulighed for hjælp og vejledning til administrative problemstillinger vedr. kontingent, medlemskab, årsmøder og brugen af Medlemsservice samt til sparring om ledelse af kredsen og krisehåndtering.