Som leder har man et stort ansvar i forhold til de børn, man er betroet. Man er forbillede og rollemodel og lægger rammerne for, den måde man er sammen på. Det er derfor vigtigt altid at have en levende samtale om, hvad det vil sige at være ansvarlig leder. I FDF Hadsund har vi besluttet nedenstående ”samværsregler”.

Før man kan blive leder i FDF Hadsund, skal man snakke med kredslederen og tilslutte sig disse.

FDFS FORMÅL

Formålet med FDF er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus.

I FDF Hadsund forsøger vi at møde børn og unge med et kristent livs- og menneskesyn, der viser, at vi som mennesker er skabt til fællesskab og er ligeværdige uanset race og social status.

DET DAGLIGE KREDSLIV

Vi ønsker at møde hinanden med en ordentlig omgangstone båret af respekt og tillid. Ledere og børn skal således tale pænt til hinanden uden sjofle tilråb og nedsættende bemærkninger.

WEEKENDTURE & LEJRE

På weekendture & lejre deltager der, som hovedregel, mindst to voksne ledere og helst af forskelligt køn. Vi tilstræber at indkvartere drenge og piger hver for sig.

Vi respekterer børnenes blufærdighed ved omklædning og badning, og sørger for at drenge og piger altid har mulighed for at vaske sig og bade hver for sig.

ALKOHOL

Der må ikke nydes alkohol i forbindelse med et FDF-arrangement, hvor der er børn tilstede.

RYGNING

Der må ikke ryges indendørs, eller i medlemmers nærvær. Det betyder, at der heller ikke bliver røget ved bålet eller andre steder, hvor medlemmer opholder sig med ledere. Ved rygning må det ikke signaleres at der er ”sejt” at ryge.

KREDSENS LEDERE

Kredsens medlemmer over 18 år skal give samtykke til indhentning af særlige oplysninger (§36 – de såkaldte ”pædofiliattester”) fra Det Centrale Kriminalregister. Har man en dom for seksuelle overgreb mod børn og unge, kan man ikke være leder i kredsen.

HVAD NU HVIS…

Hvis en af ovenstående ”regler” overtrædes el.lign. skal kredslederen eller kredsformanden underrettes. Henvendelser fra pressen må kun besvares af kredslederen. I dennes fravær skal formanden kontaktes.

SAMVÆRSREGLERNE

Ovenstående ”regler” tages jævnligt op på leder- og bestyrelsesmøder og fornyes på et årligt fællesmøde.