Samværsregler

1. DRENGE OG PIGER SOVER HVER FOR SIG

I forbindelse med landsforbundets arrangementer sover drenge og piger hver for sig. Og det vil sige i hvert deres soverum, telt eller bivuak. Det er i hvert fald udgangspunktet, som skal overholdes for at tage hensyn til den enkeltes blufærdighedsgrænser, som kan variere meget fra person til person.
På samme måde skal medarbejdere og deltagere som udgangspunkt sove hver for sig.

Men der kan være omstændigheder, som umuliggør fuldstændig kønsopdelt samt deltager-/medarbejderopdelt overnatning. Her er det medarbejderens pligt – efter konkret anvisning fra kursuslederen – at sikre, at overnatningen foregår under hensyntagen til alle.

2. DER ER ADSKILTE TOILET- OG BADEFORHOLD FOR DRENGE OG PIGER

I forhold til toilet- og badeforhold er der også nogle regler, som skal overholdes af hensyn til og i respekt for den enkeltes blufærdighed ved omklædning og badning. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at der er stor forskel på den enkeltes grænser – og at det er hensynet til 'den svageste', der tæller højest.
Derfor skal der være adskilte toiletforhold og badeforhold for drenge og piger på alle landsforbundets arrangementer.

Desuden bader medarbejdere aldrig sammen med deltagere af modsatte køn, ligesom medarbejdere kun må bade sammen med deltagere (af samme køn), hvis der er mere end én medarbejder til stede.

Ovenstående gælder også i forhold til omklædningsforholdene ved badning i sø, hav, pool eller lignende.

3. VI BRUGER ET ORDENTLIGT, SOBERT OG RESPEKTFULDT SPROG

På alle landsforbundets arrangementer bruger alle, både medarbejdere og deltagere, et ordentligt, sobert og respektfuldt sprog. Sagt på en anden måde betyder det, at omgangstonen hverken må virke stødende, nedsættende eller krænkende – og altså ikke indeholde sjofle tilråb og ditto kommentarer.

Og alle skal være opmærksomme på, at ens bemærkninger ofte bliver modtaget anderledes, end de var tiltænkt. Det kan altså sagtens ske, at det, du siger, bliver opfattet stødende, nedsættende eller krænkende, selv om de ikke var tænkt sådan. Så overvej, hvordan dine bemærkninger bliver modtaget.

Medarbejdere på landsforbundets arrangementer skal altid være rollemodeller for en ordentlig omgangstone, så derfor gælder ovenstående i høj grad også medarbejdere indbyrdes.

4. DET SKAL EFTERSTRÆBES, AT DER BÅDE ER MANDLIGE OG KVINDELIGE INSTRUKTØRER

På landsforbundets kurser skal det efterstræbes, at der både er mandlige og kvindelige instruktører i alle grupper. Dette er blandt andet ønskeligt for at imødekomme situationer, hvor en deltager bliver bragt i forlegenhed, fordi vedkommende ikke kan gå til en instruktør af eget køn for at snakke fortroligt.

Men det skal dog understreges, at mangel på det ene eller andet køn aldrig må komme til at stå i vejen for, at et kursus eller en gruppe gennemføres.

Hvis der på et kursus eller i en gruppe kun er instruktører af det ene køn, er det vigtigt, at der tages hensyn til deltagerne af det køn, der ikke er repræsenteret i instruktørflokken. Det er vigtigt, at ét køn ikke får lov til at 'styre' kurset eller gruppen.

5. KÆRESTERI MELLEM EN MEDARBEJDER OG EN DELTAGER ER IKKE TILLADT

En medarbejder på et af landsforbundets arrangementer må ikke have et forhold til en deltager på kurset. Det gælder, uanset om vedkommende er over den seksuelle lavalder og uanset, hvor ligeværdige de to måtte virke.

I forhold til samleje er FDF-arrangementer i øvrigt underlagt straffelovens § 223, den såkaldte 'træner- og skolelærerparagraf', hvori det hedder:

Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år.
Stk. 2; Med samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.

Det betyder, at man, når man er medarbejder på et FDF-arrangement, har fået deltagerne "betroet" til undervisning, og derfor er det ulovligt at have samleje med en person under 18 år. Andre former for seksuel omgang er også ulovlige – det står i straffelovens § 224.
Det har ingen betydning for lovligheden, at deltageren selv er villig eller måske selv opfordrer til seksuelt samvær.

6. ALLE MEDARBEJDERE ER TJEKKET I DET CENTRALE KRIMINALREGISTER

Til alle landsforbundets arrangementer, hvor der finder overnatning sted, er det et krav, at alle medarbejdere er blevet tjekket for pædofile domme i Det Centrale Kriminalregister. Ansvaret ligger hos kursuslederen.

Er en medarbejder blevet tjekket i anden FDF-forbindelse, kan kursuslederen indhente oplysninger om medarbejdere i forbundskontorets medlemsregister. Ellers er det kursuslederens ansvar, at alle medarbejdere inden arrangementet udfylder en rekvisition til de såkaldte børneattester, ligesom kursuslederen skal sørge for at få svar fra kriminalregisteret og tage aktion, hvis en medarbejder mod forventning skulle have en dom for pædofili.

Rekvisitionen kan hentes på her eller rekvireres på forbundskontoret.

7. ØL, VIN, SPIRITUS SAMT EUFORISERENDE STOFFER ER FORBUDT

Hverken medarbejdere eller deltagere må medbringe eller indtage øl, vin, spiritus samt euforiserende stoffer på landsforbundets arrangementer. Dette gælder også på hen- og hjemrejsen.