Brug Sille og Sigurd i kredsen

Sille og Sigurd udkommer som et samlet materiale til klassemøder for kredsens mindste. Læs her, hvordan I bruger materialet.

To versioner

Lederhæftet

I lederhæftet findes historien om Sille og Sigurd i sin fulde længde. Historien kan læses højt for puslinge og tumlinge på de ugentlige klassemøder - eller som godnatlæsning på en weekendtur eller sommerlejr. 

Det er en god idé at dele historien op, så børnene ikke skal sidde stille for længe ad gangen. Der er derfor tre kapitler, der fx kan læses over tre møder. Husk blot at samle op på handlingen for hver gang, da det kan være svært for børnene at huske, hvad der skete sidst.

Du kan som leder også vælge at genfortælle historien for børnene. Det kræver lidt mere forberedelse, men det fanger børnene på en helt anden måde, når man fortæller en historie med sine egne ord. Uanset hvordan du vælger at bruge materialet, er det en god idé at læse hele historien på forhånd, så du er forberedt på, hvilke emner historien bringer op.

Bagest i lederhæftet findes to andagter samt en række aktiviteter, der knytter sig til historiens tema. I bestemmer selv, om I vil gemme andagter og aktiviteter, til I har læst historien færdig, eller om I vil tage hul på dem sideløbende med højtlæsningen. I kan sammensætte hele møder med de forskellige dele - historie, andagter og aktiviteter - eller bruge hver del, når det passer jer. I kan også vælge at lave en hel weekendtur eller en sommerlejr med Sille og Sigurd-tema.


Den lille bog

Til materialet hører også en lille bog med en kortere og lettere udgave af samme historie. Giv børnene et eksemplar hver, som de kan tage med hjem og læse selv. I kan vælge at udlevere den lille bog, så snart den udgives, eller gemme den til en slags afslutning, når I har været igennem materialet på klassemøderne.


Andagter

Lederhæftet indeholder i forlængelse af historien to andagter. Med dem ønsker vi at gøre det let at formidle det kristne budskab til børn. Andagterne kobler Sille og Sigurds oplevelser til bibelske fortællinger og værdier og lægger op til refleksion og fordybelse hos de mindste.


Aktiviteter

Aktiviteterne bagest i lederhæftet er tænkt som et idékatalog til mødeplanlægningen. I kan bruge samtlige aktiviteter over flere møder eller plukke i dem.

I redaktionen lægger vi vægt på, at aktiviteterne er nemme at gå til. De forudsætter ikke, at en masse remedier bestilles hjem, og kræver heller ikke timevis af forberedelse. Vi bestræber os på, at aktiviteterne er varierede, så der er noget for alle. Både for kredse i byen og for dem på landet, for friluftskredse og for dem, der helst vil nørkle med noget indenfor i kredshuset.