I midten af 1960’erne var der en flok førere i kredsen, der havde et stort ønske om en rigtig væbnerhytte. Og behovet var der, for det var ærgerligt, når man lavede væbnerarbejde så som pionerarbejde og så aldrig kunne få det færdigt, inden man skulle rage det hele ned igen.

I kredsbestyrelsen var de ældre medlemmer imod at kredsen skulle have en væbnerhytte. Det ville blive alt for dyrt, og vi havde jo Vranum. Men førerne stod sammen. De ville have deres hytte, og det fik de. Eller rettere – de byggede den selv, for på det tidspunkt var alle former for håndværk repræsenteret blandt førerne i kredsen.

Hytten stod færdig Kr. Himmelfartsdag 1968, og ved indvielsen fik kredsens mindste væbner overrakt nøglen til hytten med ordene: ’Dette er jeres hus. Brug det flittigt, men værn om det. Det er nu jeres ansvar, at det hus, jeres ældre kammerater har ydet en stor indsats for, bliver brugt i den rigtige ånd.’

Siden dengang har der været rigtig mange weekendture i Kokholm. Man må sige, at hytten ER blevet brugt flittigt. De sidste på år har den har den dog ligget stille hen, men nu er den netop blevet sat i stand med bl.a. nyt tag og en varmepumpe, så kredsens ledere glæder sig meget til atter at tage hytten i brug og lade den være rammen om masser af gode FDF-oplevelser.