Viborg FDF har en lang tradition for at tage på udlandsture. Helt tilbage da uniformerne var grå, blev der lavet mange vandreture til Norge. Rygsækken på nakken, telte og lejrudstyr i kærren – så var der lagt op til en tur fyldt med store oplevelser. Det er blevet til utallige ture på den måde. Senere kom fjeldturene til.

I midten af 1980’erne startede Alhede Distrikt en tradition med udlandsture hvert 5. år. Denne tradition er fortsat selvom distriktet nu er nedlagt, og vi har været så langt omkring som Østrig, England og Schweiz.

Sideløbende med Distrikts-turene har FDF Viborg 1 også været på tømmerflådetogt på Klarälven i Sverige. Hele to gange har vi været afsted, og mon ikke dem der var med, kan skrive under på at det er ture, der bliver husket?