Ny kreds i Bryrup: Ildsjæle og forældre ville have FDF til byen

Nyåbnede FDF Bryrup er historien om en kreds i en by, hvor indbyggerne manglede FDF og alt hvad det står for. Det har betydet en flyvende start for kredsen i det midtjyske. 

12. Aug 2017
Mai Christensen

Glade børn hos FDF Bryrup, der startede op i efteråret. 

FOTO: FDF Bryrup

Leg, bål og FDF-fart over feltet. Efter flere år med efterspørgsel på FDF-aktiviteter kunne en lille gruppe af tidligere FDFere i Bryrup ikke længere sidde interessen overhørigt. Derfor slog FDF Bryrup i efteråret 2016 dørerne op til familiearbejde med hele 12 faste medlemmer den første sæson – og i foråret blev alle formelle papirer underskrevet. 

-Da byfesten sidste år i august efterspurgte aktiviteter slog vi til og kom ned med lidt bålaktivitet og netfiskeri i byens lokale sø. På den måde fik vi kontakt til nogle af de forældrene, der havde vist interesse på byens Facebook-side og fandt de andre, der kunne være interesserede i at være med, fortæller Jette Duch, der er kredsleder i FDF Bryrup. 

Og netop opbakningen og interessen fra lokalområdet har betydet, at den nyåbnede kreds har kunnet afholde et arrangement om måneden for familier og børn i alderen fem til otte år. 

-Arrangementerne er blevet afholdt i det lokale sognehus, da vi har god opbakning fra det lokale menighedsråd. Der har været mellem 12 og 20 børn med forældre til de månedlige arrangementer, så vi synes, at vi er blevet taget godt imod, siger Jette Duch.

Fart over feltet

Snart starter en ny sæson hos FDF Bryrup. Jette Duch fortæller, at kredsen håber på at kunne samle mellem 12 og 15 børn i den kommende sæson. Og det er ikke bare børneflokken, der har fået vokseværk. Også kredsens aktiviteter er godt på vej.

-For den kommende sæson har vi fået nogle nye lokaler, som tidligere har været brugt af lokale spejdere, der er flyttet fra byen. Det er planen, at vi starter op med ugentlige møder for puslinge og tumlinge. Vi håber også at kunne lave nogle enkelte weekendarrangementer med familieaktiviteter i løbet af sæsonen, så vi kan inddrage friluftsglade forældre og yngre søskende, afslutter Jette Duch. 

Og det er ikke bare kredslederen fra Bryrup, der spår kredsen en god kommende sæson. Også forbundssekretær Rasmus Bach Ottosen ser med stor optimisme på kredsens fremtid.

-Jeg glæder mig meget til støtte op om det lokale initiativ, vi ser i Bryrup. Det er ildsjæle, der vil noget med FDF. Jeg håber, at alle i landsdelen vil være med til at bakke op, siger forbundssekretæren i FDF Landsdel 4.

Hos FDF Bryrup er man vilde med både leg, bål og friluftsliv. FOTO: FDF Bryrup